Dit hjem skal være dit fristed: Det er her du burde føle dig rolig – og det er her du vender tilbage til efter en lang og måske hektisk dag på arbejde og når du har hentet børnene i daginstitutionen. Som mand kan det dog godt være svært at finde plads til sig selv i hjemmet, hvor kone og børn også huserer. Måske synes du det er svært, at finde tid til dig selv? Eller måske føler du ikke, at din personlighed og smag er afspejlet i husets indretning. Løsningen kan være, at du indretter et værelse helt for dig selv – et rigtigt herreværelse! Det forudsætter naturligvis, at du har pladsen til det – det kunne være et kælderrum, en isoleret garage eller udhus, eller måske et gæsteværelse eller kontor, der ikke rigtigt bliver brugt længere.

 

Find din stil

Når du har fundet pladsen, gælder det om at finde netop din personlige stil. Hvordan skal værelset indrettes og hvilke farver og teksturer kan du godt lide? Skal det være mørkt og rustikt med læderstole og møbler i mahogni? Eller foretrækker du det lyst og moderne med brug af lysere træ? Husk, at lyst og moderne ikke nødvendigvis behøver at være lig med ”feminint” – ved at bruge materialer som træ, sten eller metal kan du opnå et meget maskulint, men samtidig moderne look. Tænk også over hvilke møbler du vælger: Hvordan relaterer de til rummet og dets størrelse? Hvis det er et forholdsvist lille rum, kan det være en god idé at holde dig fra store og tunge møbler, da de tager meget plads og luft i rummet. Den mørke og rustikke stil kan stadig godt opnås, selv om pladsen er trang – lækre lædersofaer findes for eksempel i mange forskellige størrelser. Overvej også hvordan væggene skal udsmykkes: Med flotte fotografier eller måske plakater fra dine yndlingsfilm?

 

De vigtigste musthaves

Når det kommer til et vaskeægte herreværelse, er der naturligvis nogle musthaves som fuldender sådan et rum. Udover nogle lækre møbler, er det vigtigt at have en eller anden form for bar – for hvad er et herreværelse, hvis ikke du kan sidde og nyde en drink? Det behøver ikke være en stor klodset bar, der fylder en hel masse. Hvad enten du er til en barvogn med en karaffel med whiskey og nogle flotte glas, eller måske en vinkøler med dine favorit vine, findes der mange flotte og funktionelle løsninger. Det er selvfølgelig også et must at have et lækkert fladskærms-tv, hvor du kan se diverse film og fodboldkampe – enten alene eller sammen med vennerne. Derudover er det vigtigt, at have en anden form for aktivitet i rummet, så fjernsynet ikke er omdrejningspunktet. Her er en dartskive er et fremragende bud, ikke mindst fordi du både kan bruge den alene og sammen med vennerne – men også fordi I kan nyde en drink og samtidig have en samtale kørende, mens I spiller.

 

Lille budget? Tænk ud af boksen!

Sådan et herreværelse lyder måske som en dyr affære – og det kan det også sagtens være, hvis man ønsker det. Men det behøver ikke være dyrt! Mange af disse ting (for eksempel sofa og møbler) kan skaffes til billige penge enten brugt eller til udsalg. Derudover kan det betale sig, at gøre brug af sit netværk: Måske har din svigerfar en dartskive hængende i garagen, hvor den knap er blevet brugt. Eller også har din bror måske lige købt nyt fjernsyn og du kan overtage hans gamle – mulighederne er uendelige, så det er bare med at spørge løs. Sidst, men ikke mindst skal du huske, at det er dit værelse og du bestemmer hvordan det skal indrettes!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here